Markedskommentar Q2-2024
17. juli 2024
Vidste du?
Hvert kvartal udgiver vi i samarbejde med vores porteføljeforvalter Danske Bank Asset Management en markedskommentar. Her beskriver vi hvilke faktorer der har haft indvirkning på vores investeringsafkast i det forgange kvartalt - samt indikerer hvilke forventninger vi har til det kommende kvartal
Markedskommentar Q2 - 2024 Overblik
Politisk usikkerhed vender tilbage.
Den amerikanske økonomi fortsatte i årets andet kvartal, hvor den slap i første kvartal – med overraskende stærk vækst. Det sendte konsensusforventningerne til den fremtidige vækst yderligere op. Inflationen overraskede samtidigt til den høje side i kvartalets første måneder, om end juni bød på en meget velkommen inflationsrapport, der viste markant lavere inflation.
Politisk usikkerhed skygger for gode økonomiske nyheder.
Også i euroområdet bød andet kvartalet på virkelig gode nyheder. Allerede i årets første måneder kom der indikationer på, at væksten var vendt tilbage. Det bekræftede de officielle BNP-tal, da de blev offentliggjort i andet kvartal og viste vækst omkring økonomiens langsigtede potentiale.
Det stærke arbejdsmarked bidrog dog til, at inflationen stadig er for høj, idet inflationen i servicesektoren igen overraskede til den høje side. Alligevel valgte ECB at sænke renten til 3,75% ved deres møde i juni. Trods deres kommunikation om, at de er dataafhængige, havde flere ledende medlemmer basalt set annonceret flere uger før mødet, at de ville sænke renten. Rationalet er ifølge ECB, at de kan tage en lille smule af den restriktive pengepolitik ud, fordi den største risiko for vedvarende meget høj inflation trods alt er aftaget.
Mod kvartalets slutning blev de gode nyheder dog overdøvet af den overraskende udskrivning af parlamentsvalg i Frankrig. De finansielle markeder kvitterede med at sende franske rentespænd til Tyskland kraftigt op og franske og europæiske aktier ned.
Den kinesiske økonomi humper videre hjulpet på vej af målrettet støtte fra myndighedernes side. I slutningen af maj opstod der kortvarig eufori ved nyheden om, at centralbanken vil stille likviditet til rådighed for at opkøbe ledige boliger direkte fra de kriseramte udviklere og konvertere dem til lejeboliger. Dermed vil Kina basalt set bruge seddelpressen til at reducere antallet af ledige boliger på markedet, og selvom det kan give god mening, stod det hurtigt klart, at tiltaget beløbsmæssigt var alt for begrænset til for alvor at gøre en forskel.
Vi står stadig fast på, at der er yderligere positive nyheder for amerikansk økonomi forude. Grundlæggende set er situationen den samme – der er ingen store problemer i økonomien, og låneaktiviteten er lav. Samtidigt vurderer vi fortsat, at den sande underliggende inflation kun er marginalt over 2%, hvorfor en yderligere balancering af arbejdsmarkedet, delvist drevet af en overraskende stærk vækst i arbejdsudbuddet fra immigration, kan få inflationen til at nærme sig 2% næste år.
Desværre begynder det forestående valg i USA nu at blive et tema. Det vil selvfølgelig påvirke de finansielle markeder, men kan også få vigtige konsekvenser for økonomien. Vi understreger dog, som vi gjorde sidste kvartal, at ingen af kandidaterne efter vores vurdering for alvor tør gøre noget, der virkelig skader økonomien, hvorfor vores hovedbudskab består: Opsvinget fortsætter og vil overraske en smule mere ved sin styrke i år. Inflationen er på vej ned, og pengepolitikken er restriktiv (nok), hvorfor Federal Reserve kan sætte renten ned de kommende 18 måneder. Men Federal Reserve er nødt til at føre stram pengepolitik længe endnu, hvorfor vi ikke venter kraftige rentenedsættelser på denne side af 2026.
Euroområdets økonomi vokser igen – det står ikke længere til diskussion. Og arbejdsmarkedet har endnu en gang overrasket de fleste ved sin styrke. Årsagen er efter vores vurdering, at de negative stød aftager, og vi venter mere af det samme: De store negative stød fra energikrisen, opstramningen af pengepolitikken mv. aftager, og økonomien bør alt andet lige kunne levere trendvækst fremadrettet.
Vi holder derfor fast i vores mantra om, at euroområdet fortsætter med pæn men ikke prangende vækst, at inflationen gradvist aftager ned mod trenden på ca. 2%, samt at ECB kan lempe pengepolitikken lidt, men ikke så meget som markedet indregner, fordi arbejdsmarkedet vil blive ved med at overraske ved sin styrke. Men vi understreger, at den politiske risiko nu er tilbage, i hvert fald for en stund, hvorfor vores prognoser kan ændre sig betydeligt afhængig af udfaldet af valget i Frankrig.
Myndighederne i Kina forstår, hvorfor boligmarkedet ikke skal overstimuleres, og derfor går de meget målrettet til værks over for den kriseramte sektor. Fremadrettet betyder det, at vi venter mere af det samme – vækst omkring (eller lige under) den langsigtede trend, dvs. 4-5%. Og selvom det lyder kedeligt, vil det efter vores mening være udmærket for såvel Kina selv som for resten af verden.
Vi vurderer, at den bløde landing nu næsten er en realitet og priset ind i markedet. Spørgsmålet er derfor, hvad der sker nu. Vi understreger med det samme, at det franske valg på den helt korte bane og det amerikanske ditto lidt senere på året vil skabe udsving på de finansielle markeder, hvorfor risikostyring bliver afgørende for den taktiske allokering de kommende måneder. Men får vi ret, ser det stadig fornuftigt ud for især aktier på vej ind i 2025.
Amerikanske aktier er dyrt prissat, men som vi længe har argumenteret for, vil dette være tilfældet, så længe vores makroforventninger indfries. Accelerationen i væksten i USA og Europa er efter vores vurdering den vigtigste faktor bag de stærke aktiemarkeder i år, og denne acceleration er efter vores vurdering tæt på overstået. Men vi venter stabil vækst fremadrettet, og med lavere inflation og moderate rentenedsættelser bør aktier stige moderat ind i 2025. I skrivende stund venter vi således afkast på amerikanske aktier på 7-9% over de kommende 12 måneder og 10-12% i euroområdet.
Rentefaldene mod slutningen af kvartalet har sendt obligationsrenterne tilbage til niveauer, som efter vores vurdering er tæt på fair i såvel USA som Tyskland. Selvom vi ikke venter kraftige rentefald på den korte bane, vil eventuelle negative overraskelser i form af lavere end ventet vækst eller geopolitiske begivenheder som fx en eskalering af krigen i Mellemøsten føre til markant lavere renter. Det skyldes, at inflationen nu er faldet så meget, og arbejdsmarkederne er i så meget bedre balance, at centralbankerne nu hurtigt kan – og vil – sætte renterne ned hvis nødvendigt. Derfor spiller obligationer og varighedsrisiko igen en afgørende rolle i balancerede porteføljer.
Lavere global inflation og lempeligere pengepolitik i USA og Europa bør støtte obligationer udstedt af lande i de nye markeder i såvel lokal som hård valuta. Når det kommer til aktier i de nye markeder, understreger vi fortsat de langsigtede udfordringer i Kina som en hæmsko. Men på den korte bane bør vores positive globale vækstforventninger, lavere inflation og lempeligere pengepolitik støtte aktier i de nye markeder, og vi forventer afkast på det brede emerging markets-indeks omkring 8-10% de kommende 12 måneder.
Markedsudvikling
Udviklingen på de finansielle markeder – aktier sætter nye rekorder
Efter et stærkt første kvartal blev de finansielle markeder ramt af lidt tumult i april. Det skyldtes kombinationen af overraskende stærk vækst og endnu en kedelig inflationsrapport i USA. Det blev til en nedgang i globale aktier på ca. 5% anført af amerikanske aktier. Det sendte også renterne op og skabte – ligesom i efteråret sidste år – bekymring om, hvorvidt væksten vil vise sig for stærk til at få inflationen endegyldigt ned.
Men det varede ikke længe. Amerikanske vækstdata viste sig solide, om end de største positive overraskelser aftog. Og med inflationsrapporten for maj, offentliggjort i juni, blev håbet om den bløde landing for alvor genoplivet og sendte aktier yderligere op. Kinesiske aktier nåede endda at indhente en masse terræn efter en horribel start på året. Selvom overskrifterne centrerede sig om amerikanske teknologiaktier, fulgte aktier i euroområdet med op. Det fik dog en brat ende efter udskrivningen af det franske valg, hvor europæiske aktier blev ramt.
Samlet steg det globale MSCI-aktieindeks med 3,67% for kvartalet anført af USA, mens aktier i de nye markeder også kom sig.
Efter kraftige rentestigninger i april sendte de lidt blødere vækstdata og især de bedre inflationsnyheder renterne ned igen. Tumulten omkring Frankrig betød også lavere renter i Tyskland.
Afkastudvikling for SISA’s investeringer
SISA VÆKST
Den del af SISA Vækst, der forvaltes af Danske Bank Asset Management, havde i andet kvartal 2024 et positivt afkast på 2,70%. Den overordnede allokering til aktier udgjorde godt 77,9% ved kvartalets udgang, mens omkring 22,1% var investeret i obligationer og en kontantbeholdning.
SISA STABIL
Den del af SISA Stabil, der forvaltes af Danske Bank Asset Management, havde i andet kvartal 2024 et positivt afkast på 1,11%. Den overordnede allokering til aktier udgjorde 32,7% ved kvartalets udgang, mens 67,3% var investeret i obligationer og en kontantbeholdning.
Vores investeringsstrategi og -principper samt etiske regler er nærmere beskrevet under afsnittet Investeringer
Hver måned ajourfører vi kursudvikling og afkast af vores samlede investeringer under afsnittet Afkast