Markedskommentar Q3-2022
Vidste du?
Hvert kvartal udgiver vi i samarbejde med vores porteføljeforvalter Danske Bank Asset Management en markedskommentar. Her beskriver vi hvilke faktorer der har haft indvirkning på vores investeringsafkast i det forgange kvartalt - samt indikerer hvilke forventninger vi har til det kommende kvartal
Markedskommentar Q3 - 2022 Overblik
3.Kvartal 2022: Inflationen skal ned – koste hvad det vil
Centralbankerne strammer pengepolitikken kraftigt for at få inflationen ned. Vi forventer, at det lykkes uden at forårsage en dyb afmatning i USA, men usikkerheden er høj, og de finansielle markeder vil fortsat være præget af betydelige udsving.
Da tredje kvartal startede, var bekymringen for en amerikansk recession massiv. Nogle mente sågar, at den allerede var startet. Aktier var tæt på de laveste niveauer for året, og rentemarkederne var kun lige begyndt at stabilisere sig efter kraftige rentestigninger og de voldsomme skift fra centralbankerne.
Kvartalets første amerikanske arbejdsmarkedsrapport fik dog dæmpet bekymringen om en nært forestående recession en smule, idet den viste stærk jobskabelse for juni måned og mere moderat lønvækst. Kort efter fik den Europæiske Centralbank (ECB) skudt gang i normaliseringen af pengepolitikken med en renteforhøjelse på 0,5 procentpoint og afsluttede dermed perioden med negative renter. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fulgte trop med en forhøjelse på 0,75 procentpoint.
August måneds vigtigste oplysning kom den 10. august, hvor den amerikanske inflationsrapport viste markant lavere forbrugerprisinflation ift. måneden før. Det gav håb om, at Federal Reserve ville få succes med en stramning af pengepolitikken og bekæmpelse af inflationen uden en betydelig recession.
Kina var initialt kommet stærkt ud af forårets recession, men Omikron virussen krævede stadig lokale restriktioner og nedlukninger, hvilket hurtigt fik væksten til at falde igen.
Ved den årlige centralbankkonference i Jackson Hole i USA i slutningen af august gik chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, på scenen med et klart budskab. Inflationen har været for høj for længe, arbejdsmarkedet er stadig alt for stærkt, og dermed skal pengepolitikken strammes og vigtigst af alt – holdes stram i en længere periode.
Samme besked lød fra ledende medlemmer af ECB, og missionen var klar – markedet var gennem sommeren begyndt at indregne rentenedsættelser i USA i løbet af 2023. Budskabet fra Jerome Powell var simpelt – glem det!
Men forbrugerprisinflationen i august var markant højere end ventet, og specielt den såkaldte kerneinflation gav grund til bekymring. Inflationen synes at have bidt sig fast, og risikoen for at Federal Reserve må tvinge økonomien i recession steg.
Federal Reserves fokus er på den realiserede inflation. Den skal ned, og den skal ned hurtigst muligt. Koste hvad det vil. Renterne skød til vejrs, og aktier faldt.
Da kvartalet startede, var det helt store tema en amerikansk recession. Indtil videre har USA overrasket ved at være bedre i stand til at håndtere den pengepolitiske stramning end ventet – det er blandt andet derfor, at realrenterne er steget. Spørgsmålet er nu, om der skal en recession til for at få bugt med inflationen. Samtidigt stirrer Europa ind i en recession drevet af energikrisen, og usikkerheden drejer sig om, hvor slem den bliver, og hvor meget ECB vil stramme pengepolitikken trods recessionen.
Beskæftigelsen er stærk og lønvæksten i Euroland er taget til, og generelt peger data på, arbejdsmarkedet er stramt. Hvis den nominelle købekraft stiger i højt tempo og energikrisen og krigen i Ukraine ikke eskalerer, bliver det en relativt mild recession, hvor effekten på arbejdsmarkedet bliver begrænset.
Vi forventer fortsat, at USA undgår en egentlig recession, og årsagerne er de samme. Vi mener stadig ikke, at arbejdsmarkedet er helt så stramt, som fx Federal Reserve er bekymret for. Derfor bør lønvæksten aftage moderat. Og selvom vi har revideret vores forventninger til fremtidig inflation op, vurderer vi stadig, at den underliggende inflation kun er lidt over 2%.
Udviklingen i Kina er en lidt kedelig historie, og vi venter desværre mere af det samme. Hovedudfordringen er stadig den manglende færdigvaccination af store dele af den ældre befolkning. Det forhindrer en komplet genåbning. Omvendt er den moderate lempelse af den økonomiske politik samt de målrettede og begrænsede restriktioner nok til, at økonomien bliver ved med at vokse. Vi venter således moderat vækst resten af 2022 og ind i 2023. 2023 kan dog gå hen og blive et stærkt år for Kinas økonomi, hvis restriktionerne virkelig kan fjernes. Men det har p.t. lange udsigter for en hårdt prøvet befolkning.
Vi understreger igen, at den største risiko fortsat er inflation og krig. Men det netop overståede kvartal har også gjort det klart, at der skal meget til for at vælte den amerikanske økonomi. Og deri ligger vigtige perspektiver for de kommende kvartaler.
Efter de seneste aktiefald vurderer vi nu igen, at amerikanske aktier er en spids billigt prissat. Men ikke lige så billigt prissat som i sommers. Det skyldes, at vi har ændret vores vurdering af, hvor høje de amerikanske renter kan og skal være over længere tid. Ikke desto mindre vurderer vi, at det afgørende tema på den korte bane stadig er recession. Overordnet set forventer vi derfor moderat positive afkast på aktier i USA og Euroland mellem 5% og 10% over de kommende 12 måneder.
Vi understreger dog, at usikkerheden er høj. Vi forventer derfor fortsat store udsving på de finansielle markeder, indtil vi får mere klarhed om retningen for inflation, centralbankernes respons og energikrisens udvikling i Europa. Det påvirker vores vurdering af det risikojusterede aktieafkast negativt.
Federal Reserve og ECB er på en mission – inflationen skal ned. Det drejer sig selvfølgelig om at signalere til alle virksomheder og arbejdstagere, at man ikke skal indrette sig efter en verden, hvor inflationen er 4% i stedet for 2%.
I skrivende stund venter vi, at Federal Reserve hæver renten til cirka 4,5% og ECB til 3% eller lidt over. Får vi ret i det, bør stigningen i den korte ende af den amerikanske rentekurve være slut og niveauet være uændret på 6-12 måneders sigt. Til gengæld vurderer vi stadig, at de tyske to-årige renter yderligere skal op. Tyske og amerikanske lange renter ventes at falde en smule over de kommende 6-12 måneder – eller i det mindste være uændrede ift. dagens niveauer.
Efter vores vurdering er aktier i de nye markeder og især i Kina prissat billigst af de store regioner. Holder vores globale forventninger, bør den fortsatte kinesiske vækst og mere ro på de internationale rentemarkeder efterhånden give sig til udtryk i moderate afkast omkring 10% på 12 måneders sigt.
Afkastudvikling for SISA’s investeringer
SISA VÆKST
Den del af SISA Vækst, der forvaltes af Danske Bank Asset Management, havde i tredje kvartal 2022 et negativt afkast på 3,12%. Den overordnede allokering til aktier udgjorde knap 63% ved kvartalets udgang, mens omkring 37% var investeret i obligationer og en kontantbeholdning.
SISA STABIL
Den del af SISA Stabil, der forvaltes af Danske Bank Asset Management, havde i tredje kvartal 2022 et negativt afkast på 3,20%. Den overordnede allokering til aktier udgjorde 28% ved kvartalets udgang, mens 72% var investeret i obligationer og en kontantbeholdning.
Vores investeringsstrategi og -principper samt etiske regler er nærmere beskrevet under afsnittet Investeringer
Hver måned ajourfører vi kursudvikling og afkast af vores samlede investeringer under afsnittet Afkast