Markedskommentar Q3-2024

Markedskommentar Q3-2024 16. oktober 2024

Vidste du?

Hvert kvartal udgiver vi i samarbejde med vores porteføljeforvalter Danske Bank Asset Management en markedskommentar. Her beskriver vi hvilke faktorer der har haft indvirkning på vores investeringsafkast i det forgange kvartalt - samt indikerer hvilke forventninger vi har til det kommende kvartal

Markedskommentar Q3 - 2024 Overblik

Amerikansk økonomi vil overraske med sin styrke

Efter et flot første halvår skuffede amerikansk økonomi i årets tredje kvartal. Eller det vil sige – det afhænger af, hvilke briller vi tager på. Den svage arbejdsmarkedsrapport for juli satte igen gang i spekulationer om en forestående recession. Men de højfrekvente nøgletal bakkede ikke op om historien om, at økonomien pludselig havde mistet momentum. Tværtimod var andre data konsistente med, at økonomien voksede knap 3% i 3. kvartal.

Den største begivenhed blev dog det pengepolitiske møde i september. Federal Reserve skød rentenedsættelserne i gang med en reduktion af den ledende rente på 0,5 procentpoint. Centralbankchef Jerome Powell signalerede samtidigt, at der er flere nedsættelser på vej i år, svarende til 2 mere af 0,25 procentpoint. Og flere endnu næste år.

Det vigtigste tema i Europa blev endegyldige tegn på, at det hidtil stærke europæiske arbejdsmarked endelig giver sig efter en langvarig periode med lav vækst. Godt nok er arbejdsløsheden stadig historisk lav omkring 6,5%, men de højfrekvente data peger på, at beskæftigelsesvæksten er ved at gå i stå. Det sker dog samtidigt med, at den indenlandske inflation stadig er høj, hvorfor ECB’s ledende medlemmer skal navigere en svær cocktail. De valgte dog at sætte renten ned for anden gang i år, så den ledende rente nu er 3,5%. Men det fulde fokus er nu på, om væksten er så svag, at ECB bliver nødt til at accelerere rentenedsættelserne og reducere renten allerede igen i oktober.

Kinas økonomiske vækst fortsætter med at skuffe. Selv en stærk eksportsektor kan ikke dæmme op for de store udfordringer fra boligmarkedet og den manglende tillid til, at myndighederne kan løse Kinas langsigtede udfordringer. Vi vurderer, at væksten er faldet til under 3%, og det er i det lys, myndighedernes seneste lempelser af den økonomiske politik skal ses.

Med blot lidt over en måned til det amerikanske valg nærmer vi os forløsningen og dermed visheden om, hvorvidt Kina og – måske – Europa skal i politisk boksekamp med en ny Trump-administration. Vi understreger derfor to ting – for det første vil udfaldet af valget have markante konsekvenser for vores vækst- og inflations-prognoser. Vinder Trump, indregner vi endnu større negative stød til Kina og Europa, fordi risikoen for handelskrig stiger yderligere. For det andet noterer vi, at det sandsynligvis ikke er stød, der sender de to regioner ud i større recessioner. I skrivende stund vurderer vi, at valget er tæt på 50/50 med en lille fordel til Harris.

Kina har mulighed for at lempe den økonomiske politik, og for Europa vil det sandsynligvis ”blot” betyde en forlængelse af perioden med lav vækst. Her bemærker vi igen, at en afgørende årsag til den nuværende lave vækst i euroområdet er den vedvarende finanspolitiske opstramning. Dels varer den i sagens natur ikke for evigt, dels er det en politisk beslutning, om og i så fald hvordan regionen skal reagere, hvis situationen med USA eskalerer.

Vi mener ikke, at valget får betydelige konsekvenser for amerikansk vækst de næste par år, om end der selvfølgelig vil være masser af politisk støj. Vi vil dog endnu en gang understrege vigtigheden af immigrationen for rebalancering af arbejdsmarkedet i USA. Her har indvandringen af arbejdskraft hjulpet Federal Reserve til at bløde arbejdsmarkedet op og dæmpe inflationspresset fra lønstigninger uden at skulle forhøje renterne så meget, at det gjorde større skade på amerikansk økonomi. Netop dette område har været – og vil fortsat være – afgørende for pengepolitikken.

Ikke desto mindre ender vi, hvor vi har stået de sidste par år. Det amerikanske opsving buldrer videre og – hvis vi får ret – stadig med overraskende styrke. Specielt nu, hvor Federal Reserve lemper pengepolitikken og sætter mere fart på efterspørgslen. Vi er således stadig mere optimistiske om udsigterne for amerikansk økonomi end de fleste og vurderer, at væksten vil være stærk nok til at absorbere væksten i arbejdsstyrken, hvorfor vi ser frem til stabil og senere lidt faldende arbejdsløshed.

Amerikanske aktier er nu endnu dyrere prissat end tidligere. Vi vurderer dog fortsat, at vores forventninger om overraskende stærk vækst i USA, faldende inflation og inflationsusikkerhed samt yderligere pengepolitiske lempelser vil hjælpe det dyre aktiemarked og sende det mod nye rekorder – uanset udfaldet af valget. Til gengæld vurderer vi, at den potentielle handelskrig vil være skidt nyt for europæiske og især kinesiske aktier. Først og fremmest på den korte bane. Derfor understreger vi igen, at risikostyring er afgørende frem mod valget og umiddelbart efter. Omvendt vil en sejr til Harris betyde, at frygten for handelskrig forsvinder, hvorfor Europa og aktier i de nye markeder vil gøre det godt. I hvert fald kort efter valget.

I skrivende stund venter vi således afkast på globale aktier på 6-8% de kommende 12 måneder med størst potentiale i Europa og de nye markeder, hvis vi kan afskrive handelskrigen. Medmindre valgets resultat giver anledning til voldsomme optøjer og borgerkrigslignende tilstande, bør volatiliteten på aktiemarkedet forblive relativ lav.

Som nævnt tidligere har vi revideret vores forventninger til amerikansk pengepolitik kraftigt, idet de gode inflationstal og det mere balancerede arbejdsmarked tillader Federal Reserve at komme tilbage til den neutrale rente hurtigere, end vi tidligere ventede. Det betyder, at vi anser de seneste rentefald som berettigede og – med undtagelse af den helt lange ende af rentekurven i USA – vurderer renterne som fair prissat. Derfor vil yderligere rentenedsættelser fra Federal Reserve lægge nedadgående pres på især de korte renter.

Billedet er nogenlunde det samme i euroområdet, om end vi vurderer, at markedet indregner lidt for aggressive lempelser fra ECB, hvorfor specielt den korte ende af rentekurven er en anelse for lav her.

Lavere global inflation og lempeligere pengepolitik i USA og Europa bør støtte obligationer udstedt af lande i de nye markeder i såvel lokal som hård valuta.

Når det kommer til aktier i de nye markeder, understreger vi fortsat de langsigtede udfordringer i Kina som en hæmsko. Men på den korte bane bør vores positive globale vækstforventninger, lavere inflation og lempeligere pengepolitik støtte aktier i de nye markeder, og vi forventer afkast på det brede emerging markets-indeks omkring 5-8% de kommende 12 måneder.

Markedsudvikling

Udviklingen på de finansielle markeder – kortvarig tumult efterfulgt af nye rekorder

Bekymringen omkring amerikansk vækst og de voldsomme skift i den amerikanske valgkamp gav tumult på aktiemarkedet i slutningen af juli og starten af august og sendte renterne ned. Rentebevægelsen blev kun forstærket af de gode inflationsrapporter, som gav grobund for forventninger om flere rentenedsættelser.

Idet bekymringerne omkring amerikansk økonomi viste sig overdrevne, rettede aktiemarkedet sig hurtigt igen, og amerikanske aktier fortsatte til nye rekorder på ryggen af den store rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank. Mod slutningen af måneden gav nye økonomiske lempelser i Kina ekstra fart til aktier i de nye markeder.

Samlet steg det globale MSCI-aktieindeks med ca. 5% for kvartalet anført af USA, mens aktier i de nye markeder også kom sig. Obligationsrenterne faldt markant, især drevet af forventningerne om yderligere betydelige rentenedsættelser fra Federal Reserve.

Afkastudvikling for SISA’s investeringer

SISA Vækst 2024

Kilde: Danske Bank Asset Management

SISA VÆKST

Den del af SISA Vækst, der forvaltes af Danske Bank Asset Management, havde i tredje kvartal 2024 et positivt afkast på 1,78%. Den overordnede allokering til aktier udgjorde godt 75,9% ved kvartalets udgang, mens omkring 24,1% var investeret i obligationer og en kontantbeholdning.

SISA Stabil 2024

Kilde: Danske Bank Asset Management

SISA STABIL

Den del af SISA Stabil, der forvaltes af Danske Bank Asset Management, havde i tredje kvartal 2024 et positivt afkast på 2,85%. Den overordnede allokering til aktier udgjorde 33,1% ved kvartalets udgang, mens 66,9% var investeret i obligationer og en kontantbeholdning.

Vores investeringsstrategi og -principper samt etiske regler er nærmere beskrevet under afsnittet Investeringer

Hver måned ajourfører vi kursudvikling og afkast af vores samlede investeringer under afsnittet Afkast

Du finder vores uddybende markedskommentar - som kun udgives på dansk - under Publikationer/Markedskommentar 

Råd & Vejledning

Du er meget velkommen til at kontakte os.

Vores telefoner er åbne dagligt i tidsrummet 10 - 14 (UTC-2) og du har også mulighed for at sende en mail til os.    

Såfremt din mail indeholder personfølsomme oplysninger vil vi anmode dig om at benytte vores kontaktformular.