Markedskommentar Q4-2023
17. januar 2024
Vidste du?
Hvert kvartal udgiver vi i samarbejde med vores porteføljeforvalter Danske Bank Asset Management en markedskommentar. Her beskriver vi hvilke faktorer der har haft indvirkning på vores investeringsafkast i det forgange kvartalt - samt indikerer hvilke forventninger vi har til det kommende kvartal
Markedskommentar Q4 - 2023 Overblik
Hvad kommer efter den bløde landing?
Inflationen er faldet kraftigt og centralbankerne er færdige med at stramme pengepolitikken. Den bløde landing er tæt på at være opnået, men de finansielle markeder har allerede taget forskud på glæderne. Spørgsmålet er derfor nu – hvad kommer efter den bløde landing? Vi venter mere af det samme, om end i lavere tempo. Rentefald og aktiestigninger.
Årets sidste kvartal lukker som et fint billede af året som helhed for den amerikanske økonomi. Ved indgangen til 2023 var frygten for en nærtstående recession ualmindelig høj. Det vendte så i november, og året gik på hæld med bred forventning om en endegyldig blød landing i 2024.
Modsat den amerikanske centralbank, har den europæiske centralbank ikke diskuteret at sætte renten ned. Nok overraskede inflationen positivt ved at falde markant hurtigere end forventet, men den europæiske centralbank ser stadig med bekymring på det stadig stramme arbejdsmarked og tilhørende høje lønvækst.
Væksten i Kina synes at have stabiliseret sig ved udgangen af 2023 på et niveau lige under den langsigtede trend, og Kina leverer vækst på ca. 5% for 2023 som helhed. Det er omtrent på niveau med økonomiens langsigtede potentiale
Vi venter adskillige år med pæn vækst. Ved indgangen til 4. kvartal argumenterede vi for, at den overraskende styrke i USA i sensommeren og det tidlige efterår ville blive efterfulgt af en moderat afmatning i væksten på vej ind i 2024, og at inflationen ville falde yderligere. De forventninger blev nogenlunde indfriet. Således venter vi nu 6-7 rentenedsættelser over perioden frem til ultimo 2025, hvilket sænker den ledende rente til 3,5% til 3,75% i slutningen af 2025 fra de nuværende 5,25-5,50%. Vi venter vækst i USA næste år omkring 1,5% efterfulgt af vækst lidt under 2% i 2025, hvilket er tæt på økonomiens langsigtede potentiale. Det er markant over konsensusforventningerne, hvilket understreges af, at vi kun venter en marginal stigning i arbejdsløsheden til ca. 4% ved udgangen af 2025 fra de nuværende 3,7%. Selvfølgelig er den bløde økonomiske landing ikke garanteret endnu. Flere ting kan gå galt i 2024, herunder politisk kaos drevet af det forestående præsidentvalg, eller inflationen kan tage til igen på baggrund af et stød til fx råvarepriserne. Men vi fastholder vores analyse, nemlig at den amerikanske økonomi ikke lider af de traditionelle ubalancer, som forårsager recessioner, specielt når pengepolitikken strammes. Samtidig ser vi mindre risiko for, at forbrugerprisinflationen bider sig fast markant over den amerikanske centralbanks målsætning, nu hvor økonomien forventes at lande blødt i 2024, og specielt det stramme arbejdsmarked er blødt lidt op, hvilket har sænket løninflationen. Og hvis den amerikanske centralbank ovenikøbet kan sænke renten moderat de kommende kvartaler givet den markant lavere inflation, bør risikoen for recession aftage yderligere. Derfor understreger vi nu følgende – formår USA at slippe igennem 2024 uden en recession, er der stigende sandsynlighed for, at det nuværende opsving fortsætter et godt stykke ind i næste halvdel af dette årti.
Væksten i euroområdet tager til og den europæiske centralbank holder øje med arbejdsmarkedet. Euroområdets økonomiske vækst var pr. 3. kvartal 2023 ca. 1% større end ved 2. kvartal 2022. I samme periode er beskæftigelsen steget ca. 1,6%, mens arbejdsløshedsprocenten har været moderat faldende og ligger fortsat på et historisk lavt niveau omkring 6,5% ved udgangen af 2023, og lønvæksten er stadig meget høj. Det udstiller den europæiske centralbanks største udfordring.
Vi vurderer således, at økonomien skal igennem en længerevarende periode med vækst under normalt niveau, hvorfor der skabes en moderat bedre balance på arbejdsmarkedet. På den baggrund forventer vi også en fortsat normalisering af inflationen, om end i langsommere tempo, ned mod 2% ved udgangen af 2025. Får vi ret, starter den europæiske centralbank rentenedsættelserne i løbet af andet kvartal 2024 og sænker renten ned mod 2% til 2,5% ved udgangen af 2025. Vi er dog enige med den europæiske centralbank i, at arbejdsmarkedet stadig er bomstærkt og risikerer at tænde op under økonomien, hvis ikke løninflationen aftager. Det har den europæiske centralbank ikke brug for, hvorfor arbejdsmarkedets styrke bliver afgørende for den europæiske centralbank (og os) i de første måneder af 2024.
Vi forventer fortsat, at Kina kommer relativt fornuftigt igennem den enorme strukturelle ændring på boligmarkedet. På den ene side vil myndighederne lempe den økonomiske politik nok til, at væksten bliver omkring potentialet, dvs. 4-5% de næste par år. På den anden side vil de have fokus på ikke at lempe for meget og samtidigt fortsætte oprydningen i det finansielle system, som basalt set har stået på siden 2015.
Afkastudvikling for SISA’s investeringer
SISA VÆKST
Den del af SISA Vækst, der forvaltes af Danske Bank Asset Management, havde i fjerde kvartal 2023 et positivt afkast på 6,82%. Den overordnede allokering til aktier udgjorde godt 66,2% ved kvartalets udgang, mens omkring 33,8% var investeret i obligationer og en kontantbeholdning.
SISA STABIL
Den del af SISA Stabil, der forvaltes af Danske Bank Asset Management, havde i fjerde kvartal 2023 et positivt afkast på 6,03%. Den overordnede allokering til aktier udgjorde 24,1% ved kvartalets udgang, mens 75,9% var investeret i obligationer og en kontantbeholdning.
Vores investeringsstrategi og -principper samt etiske regler er nærmere beskrevet under afsnittet Investeringer
Hver måned ajourfører vi kursudvikling og afkast af vores samlede investeringer under afsnittet Afkast