SISA Pension nedsætter gebyrerne

SISA Pension nedsætter gebyrerne 12. august 2021

Væksten i SISA Pension har været høj og da pensionskassen samtidig har formået at holde udgifterne til administrationsomkostningerne stabile, er det muligt at nedsætte de gebyrer, som medlemmerne betaler for at have deres pensionsopsparing i SISA Pension.

Stigende pensionsbidrag

Loven om obligatorisk pensionsordning har for alvor sat fokus på pension, og i SISA har det betydet en væsentlig stigning i de indbetalte pensionsbidrag. Ifølge administrerende direktør Søren Schock Petersen er pensionsbidragene vokset med 19 % i 2020 i forhold til 2019 når de ekstraordinære pensionsbidrag som SISA modtog fra Skattestyrelsen i 2020 er trukket fra. Væksten er fortsat ind i 2021 dog på et lavere niveau.

 

Når man ser på hvilken positiv betydning en fornuftig pensionsopsparing har både for den enkelte person og for samfundsøkonomien, er det en meget glædelig udvikling.

 

SISA Pension er alene til for medlemmerne

SISA Pension har ikke nogen aktionærer eller andre ejere, som skal have et afkast. Alt hvad pensionskassen tjener, er i sidste ende medlemmernes. Derfor nedsatte SISA gebyrerne 1. januar 2021, men allerede 1. juli 2021 bliver de nedsat endnu engang. Dermed er der fortsat balance mellem de omkostninger pensionskassen trækker i pensionsopsparingen og de administrationsudgifter som pensionskassen har.

 

For et medlem, der indbetaler pensionsbidrag til SISA Pension, betyder det, at det månedlige gebyr nu nedsættes så medlemmet i gennemsnit for hele 2021 betaler 8,40 kr. om måneden. I 2020 var gebyret på 13,25 kr. om måneden.

 

For medlemmer, der ikke længere indbetaler til SISA Pension nedsættes gebyret fra 4,50 kr. i 2020 til i gennemsnit 3,20 kr. i 2021, mens alderspensionister betalte 13,25 kr. i 2020 og i 2021 kommer de ned på 10,40 kr.

Fakta om SISA Pension:

SISA Pension er ejet af medlemmerne og skal derfor ikke levere et overskud til aktionærerne. Missionen er at sikre medlemmerne en attraktiv pensionsordning med højt afkast til lave omkostninger.

  • Medlemmernes samlede pensionsopsparing udgjorde 4.263,9 mio. kr. 31. december 2020.
  • 355,2 mio. kroner i indbetalte pensionsbidrag for 2020.
  • Omkostning pr. medlem 486 kroner i 2020.
  • 200+ grønlandske virksomheder indbetaler til pension i SISA for deres ansatte.
  • Der er udbetalt pensioner og forsikringsdækninger til medlemmerne og deres efterladte for 59,7 mio. kr. i 2020.

Råd & Vejledning

Du er meget velkommen til at kontakte os.

Vores telefoner er åbne dagligt i tidsrummet 10 - 14 (UTC-2) og du har også mulighed for at sende en mail til os.    

Såfremt din mail indeholder personfølsomme oplysninger vil vi anmode dig om at benytte vores kontaktformular.